Nemt - bekvemt og med masser af udhusplads i rolige omgivelser

Fritidshusområde ved Næs / Skaverup Strand på Sydsjælland, ligger ca. 7 km. fra Vordingborg by .

Det er indbegrebet af fred og ro - her er masser af natur - trafikken er minimal og man kommer helt "ned i gear".

Fjorden kan man gå til - det tager måske lidt tid - men her er ideelt fiskevand og vil man bade i det store friske hav, er der ca. 20 minutters cykeltur ud til den kysten og badestranden - hvor man går igennem Rosenfeldt Skoven og vil man have endnu mere natur - er det blot og køre videre ud til det naturskønne område på Knudshoved - en pragtfuld oplevelse for børn og voksne.

Som en lille kuriosa fortæller historien, at i yngre jernalder og vikingetid lå en lille bebyggelse på Næs i bunden af Avnø Fjord, hvor vikingeskibene kunne lægge til. Udgravninger har afsløret huse, værkstedshytter og brønde og et rigt fundmateriale, der fortæller om mange håndværksaktiviteter.

Ejendommen her er fra 1973 - den er ikke så stor - men til gengæld er den hyggelig og levner samtidig plads til at den nye kan sætte sit eget præg.

Udover selve boligdelen er der også et fritliggende brændeskur i træ, på 6 kvadratmeter, større udhus i træ med pap på 14 kvadratmeter og yderligere en bygning på 11 kvadratmeter, ligeledes opført i træ og med tagsten, registreret som udhus, med benyttes som gæsteannex, med 2 gode sovepladser.

Grunden er lidt åben - der står også nogle gamle træer og den øvrige del er plæne og natur - ligesom selve Hejrevej er lukket og derfor meget minimalt med trafik og muligheden for gåture i Guds frie natur er mangfoldige.

Bag hoveddøren er der en lille klinkebelagt entre, hvor der inde til højre ligger det aflange brusebadeværelse.

Lige fremme er det åbne køkken med spiseplads, her er 2 mindre soverum/kamre samt god stue med brændeovn og udgang til delvist overdækket fliseterrasse og haven.

Kom selv og mærk den behagelige atmosfære og freden.