5.388 kvadratmeter grund med masser af gamle flotte træer og ud til åbne marker

Når man kigge ned fra oven er det helt vildt - hvor meget der egentlig bliver synligt og her tænker jeg særligt, i drone-perspektiv - hvor man bliver mindet om, hvor kort afstandene egentlig er til både skov og strand.

Rent faktisk ligger ejendommen her i en ret stor - men også ret lukket parklignende have, med masser af høje gamle træer, der kaster skygger ind over den store plæne og på siderne, støder de åbne marker op til, hvor kornet sagte svajer i vinden.

Og nu sidder der sikkert en masse og tænker, jamen hvor er dog henne - vi er på det nordlige Falster, på strækningen fra Vordingborg mod Nykøbing og så blot lidt ind i landet og samtidig ud mod kysten.

Alstrup Skov kan man gå til - der er ca. 600 meter og vandet ude ved kysten kan man nå indenfor ca. 2.000 meter - så alle de bløde værdier man i hverdagen går og efterspørger, findes lige rundt om hjørnet.

Skal man til noget by, vælger de fleste at køre til Guldborg og det tager vel omkring 10 minutter. Guldborg er en lille havneby, placeret på både Falster og Lolland. Samlet har byen små 600 indbyggere og det særlige ved byen er, at den er beliggende på det smalleste sted mellem de 2 øer, hvilket har navngivet farvandet Guldborgsund og de 2 bydele forbindes af Guldborgsund-broen.

Selvom byen ikke er specielt stor, er her faktisk ret mange spændende ting - bl.a. et helt særligt foreningsliv, ugentligt loppemarked ved Brugsen, Daglig Brugsen med medicinudlevring fra apoteket, pakkeudlevering fra GLS & Postbank, tankstation, Guldborg Camping, der ligger i en gammel frugtplantage og er omgivet af skov med et helt enestående dyreliv med ørne os.v. og strand, cafe Lagunen, Postholderens Sted, som er et familieforetagende, et aktivitetshus med spisested, bed and breakfast, festlokaler, musikalske legestuer o.s.v., lystbådehavnen, gode muligheder for lystfiskeri, shelterpladsen etc. og vi kunne blive ved. Med kun ca. 3,4 km til motorvejen fra selve Guldborg, er der under halvanden times kørsel fra København og til den lidt større byen Sakskøbing, er der kun ca. 10 minutters kørsel.

En spændende ejendom med rigtig mange muligheder og da der er rigtig mange boligkvadratmeter - 302 i 2 plan, kunne ejendommen være velegnet til, ikke blot den store familie, men også til 2 familier eller anden form for bofællesskab.

Man får virkelig meget bolig for pengene, for med sine 302 boligkvadratmeter er det ikke plads der mangler, men samtidig skal man også være indstillet på, at der er plads til forbedringer og moderniseringer - naturligvis med respekt for det oprindelige.

Ejendommen, der er fra 1881 er charmerende men vil også have glæde af nogen opdatering.

Med hensyn til ejendommens indretning, henvises til det vedhæftede indretningsrids. og hermed lidt supplement hertil.

Denne store dejlige ejendom er vinkelbygget og indrettet med bl.a:

Entre med garderobe og åben trappe til dele af loftetagen,
1 meget stor og lys stue med brændeovn og med stort vinduesparti ud med den parklignende have.
Stort spisekøkken/al-rum med adgang til viktualierum samt udgang til overdækket terrasse og den skønne sydvendte, parklignende have.
Resten af "østfløjen" er indrettet med 4 værelser/stuer hvor den ene anvendes til lidt hobby" - samt dip. rum og viktualie med lille kælder.

"Vestfløjen" er indrette med 2 gode værelser, bryggers/bad med bruser og vaskemaskine, toilet, gangareal, disp.rum med oliefyr og fra disp.rum trappe til den anden del af loftetagen.

Loftetagen med opgang fra entre: Stort dejligt kvist-soveværelse, badeværelse med karbad og brus, samt lille gang.og udgang til uudnyttet loftplads.

Loftetagen med opgang fra disponibelt rum - til 2 gode værelser og gang.

Desuden god udhusplads.

Beliggende som sidste ejendom i den hyggelige lille landsby Alstrup.